Irland - lørdag den 27. maj 2023

Forrige dag Oversigt Næste dag

Fra Letterkenny via Antrim Coast til Belfast

Vi fik pakket vores rygsæk og tog det hele med ned. Vi kunne høre, at en del af de andre også havde skippet musikken i går og var gået lige i seng. Jeg er sikker på, at Claus ikke rigtig forstod vores prioritering. Fredag skulle jo være en rigtig god dag i byen. Jeg havde det sådan, at chancen for at høre lidt autentisk irsk eller keltisk musik nok var forsvindende lille. Men de havde nu hørt noget rigtig godt musik, sagde de, der var kommet afsted.

Kl. 9:15 var der afgang med bussen og farvel til Letterkenny. Nu gik det mod Nordirland, hvor vi skulle tilbringe de sidste par dage.

Vi startede med at køre forbi Derry og over floden Foyle.

Efter Derry kørte vi igennem byen Greysteel, hvor Claus fortalte, at et større antal tilfældige mennesker var blevet skudt på pubben The Rising Sun i 1993. Det var desværre ikke ualmindeligt, at helt uskyldige mistede livet, når begge parter i konflikten skulle hævne et tidligere angreb.

Vi kørte i alt en god times tid, før vi gjorde et første fotostop ved kysten, hvor vi så resterne af Dunluce Castle. Claus fortalte at borgens køkkenregion og nogle af værelserne var styrtet i havet og mange var døde. En enkelt dreng i den del af borgen overlevede, da han sad ved et bord inderst i køkkenet.

Dunluce Castle

Kysten var stejl på denne del af Nordirland. Længere fremme gjorde vi et stop ved Giants Causeway. Det specielle ved dette sted var nogle 6-kantede lavasten. Men sikke en turistfælde. Alt skreg til himlen her. Så hvis nogen læser dette, så besøg ALDRIG dette sted. Se disse lavasten på Island i stedet. Meget smukkere.

Først ville chaufføren sætte os af et sted, hvor han meget hurtigt fik ordre på at køre væk fra. Men vi blev da sat af et andet sted lige rundt om hjørnet 20 meter derfra. Så gik vi ned mod kysten via en asfalteret vej, hvor der kun måtte køre shuttlebusser. Det var der ingen grund til at betale for. Til gengæld var der tusindvis af mennesker, der hver især betalte 15 pund, for at se klipperne. Optrækkeri!

Bevares. Her var smukt langs kysten men det kan man vist se mange steder i Nordirland. Selve de 6-kantede lavasten fyldte ikke særlig meget. Claus fortalte, at stenene var dannet ved et jordskælv, hvor lavaen løb ned i vandet, hvorved formationerne blev dannet. Det ser specielt ud, men ikke når der kravler flere hundrede folk rundt på klipperne sammen med nogle vagter, der åbenbart bestemte hvor folk måtte kravle.

Marie og jeg skyndte os at fortrække. Det var simpelthen for meget. Vi gik tilbage til en anden bugt, hvor vi kunne få sceneriet bare lidt for os selv.

Claus fortæller ved Giants Causeway
Giants Causeway
Kysten ved Giants Causeway
Mange turister ved Giants Causeway

Mens vi ventede på bussen, fortalte Claus, hvorfor han aldrig ville sætte sine ben i besøgscentret, der lå her. Han havde haft en gruppe pensionister med herud og de var dårligt gående. Det øsregnede og her var stort set ikke en sjæl. Alligevel kom der en vagt stormende og jagede dem væk, da Claus ville sætte dem af ved besøgscentrets indgang. De få gæster, der var kommet ud af bussen, blev bedt om at stige ind og køre et andet sted hen, for at parkere. Så måtte de pænt gå et længere stykke vej i regnvejret.

Claus havde også bestilt sandwich til pensionisterne og han båsede dem i restauranten, mens han hentede sandwichene. Da han kom tilbage med maden var alle pensionisterne væk. Han fandt dem udenfor i regnvejret. De var blevet bedt om at forlade restauranten, når de ikke spiste. De havde åbenbart ikke været i stand til at forklare, at maden var på vej… Og igen, da de skulle afsted, vil bussen samle dem op så tæt på restauranten som muligt. Stadig regnvejr og stadig ikke mange andre gæster. Alligevel kastede en vagt sig ind foran døren til bussen og blokerede. Alle mand skulle ud, bussen skulle køre et andet sted og samle op. I pjaskregnvejr.

Efter sådan en historie, forstod vi godt, hvorfor Claus ikke havde så meget til overs for de herremænd, der åbenbart regerer dette område. Jeg lovede mig selv at gå ind på Tripadvisor og give den fuld skrue!

Vores chauffør havde heldigvis indset, at det var dumt at forsøge at samle os op inde på området, så vi fandt ham ude ved vejen. Så var vi også fri for den lange kø, der var ind i området. Stakkels mennesker.

I byen Bushmills ligger et af Irlands største destillerier. Claus tog aldrig sine gæster med til dette destilleri af 2 grunde. For det første er det et meget industrialiseret sted. Alt foregår via maskiner og der er som sådan ingen håndværksmæssigt kvalitet i deres produkt. Den anden årsag er, at Bushmills i mange år havde stående, at katolikker ikke kunne ansættes på fabrikken.

Vi er tæt på Islay!

Vi kørte lidt videre langs kysten. Claus fortalte, at vi kunne se Skotland mod nordøst og Islay helt mod nord. Vi nåede til den lille by Ballycastle med masser af butikker. Her blev vi sat af ved indgangen til en pub, hvor vi kunne bestille frokost og en øl. Igen var stedet oversået med larmende tv skærme, der viste en fodboldkamp mellem Celtic og Aberdeen. Jeg er glad for at se fodbold og kan især godt lide stemningen ved de britiske kampe. Men når jeg skal spise og nyde en øl sammen med andre, så må det gerne være uden fodbold. Man kan bare ikke lade være med at glo på skærmene.

Heldigvis var der andre, der havde det på samme måde, så da vores storskærm lige over vores bord pludselig blev skruet op, fik vi nok. Tjenerne fik besked på at skrue ned med det resultat, at resten af pubbens skærme blev skruet op i stedet. Larm skulle vi åbenbart have.

Jeg lyder næsten som en sur gammel mand, men det var ingenlunde tilfældet. Vi bestilte mad – jeg ville have en god portion fiskesuppe og en pint. Suppen var rigtig lækker og der var masser af store stykker fisk og rejer i suppen. Ved siden af serveres Guinness brød, der er forholdsvis sød. Brødet måtte de gerne have for sig selv. Jeg ville hellere have noget godt surdejsbrød!

Inden vi gik tilbage til bussen, nåede jeg at få købt lidt Colemans sennep. Det er nu det bedste.

Den videre tur fra det nordlige Nordirland ned mod Belfast foregik i rimelig fred og ro. Jeg tror, at det meste af bussen blundede. Da vi nærmede os vores hotel i den nordlige udkant af Belfast, forsøgte Claus på bedste beskub at bruge bussens mikrofon og fortælle lidt om aftenen og morgendagens program. Der havde været tekniske problemer med mikrofonen under hele turen og det blev kun værre. Efterhånden blev det hele slået i stykker og det var svært at få noget brugbart ud af hans tale. Det var efterhånden et irritationsmoment. I morgen må vi foreslå, at han bruger sit eget mikrofonanlæg. Det fungerer fornuftigt!

Hotel Corr’s Corner ligger som sagt nord for Belfast. Det så ikke ud til, at der var ret meget andet end hotellet i området, der til gengæld var placeret ud mod nogle pænt støjende motorveje.

Alex skriver dagbog

Marie og jeg slappede lidt af på værelset, men Marie ville gerne ned i baren i stedet. Så vi satte os derned og nød en varm whisky og en drink. Så købte vi en Guinness og tog med retur på værelset. Mon alle de andre sov til middag, for vi havde ikke set nogen af dem i baren.

Da vi vendte tilbage til barområdet ved 18:30 tiden, var der en stor flok fra holdet. Så de havde nok sovet lidt… Vi købte drikkevarer. Jeg fik fingre i en belgisk pilsner. Den smagte bedre end de andre lagerøl, der kan købes.

Aftensmaden blev indtaget i et lille lokale lige ved siden af vores eget værelse. Her kunne vores selskab lige være. Maden var ikke noget mesterstykke. Suppen var OK men uden noget brød til. Roast beef var 3 skiver helt gennemstegt og næsten brændt kød. Der skulle ifølge kortet også være yorkshire pudding til. Det havde jeg ikke brug for – men Claus insisterede og spurgte til det. Med det resultat, at de kom med 2 tomme, kolde og pænt kedelige forme til yorkshire pudding. Jeg fyldte lidt kartoffelmos og sauce i, for at få det til at ligne lidt. Pebersaucen var som det eneste rigtig god.

Efter middagen gik Marie og jeg i baren. Jeg regnede med, at de andre i selskabet også ville op i barområdet, hvor et par sangere spillede playback i bedste karaokestil. Vi bestilte en drink, men da der ikke var optræk til, at nogen af de andre dukkede op, besluttede vi os for, at trække os tilbage og se Tina Turner på tv’et i stedet. Tina var død først på ugen, 83 år gammel.


Forrige dag Oversigt Næste dag